Gymnastikhøjskolen i Ollerups indendørs svømmehal
Gymnastikhøjskolen i Ollerups indendørs svømmehal
Gymnastikhøjskolen i Ollerup fik som den første i landet en indendørs svømmehal i 1926. Svømmehallen er et helstøbt, lokalt eksempel på dansk nyklassicisme – en historisk kort, men markant og disciplineret arkitekturretning og stilperiode (ca. 1915-1925).
Arbejdet med svømmehallen blev påbegyndt i 1925 trods beskedne midler, men projektet blev gennemført med lokal vilje og arbejdskraft. Svømmehallen er tegnet af arkitekt Ejner Mindedal Rasmussen fra Ollerup. Han var en af datidens fineste fortolkere af nyklassicismen, hvis formsprog her er anvendt helt kompromisløst. Hallen blev internationalt præmieret i 1928 ved kulturolympiaden i Amsterdam. I 2007 fik svømmehallen en gennemgribende renovering og fremtrådte igen, som den tog sig ud ved opførelsen.