Peder Most Garden

Peder Most Garden - foto: Knud Mortensen
Peder Most Garden - foto: Knud Mortensen

Peder Most Garden

Svendborgs by-garde ’Peder Most Garden’ blev stiftet i 1953 som en del af fejringen af Svendborgs 700 års jubilæum som købstad. Bygarden har vundet mange konkurrencer og mesterskaber.

Ved jubilæet i 1953 sendte byen 60 unge, ’rødhårede’ drenge ud på turné til 28 danske havnebyer for at reklamere for Svendborg og byjubilæet. Ekspeditionen blev foretaget i den tremastede skonnert ”Peder Most” og var efter sigende en kæmpe succes for Svendborg.

Navnet på garden stammer fra de fem drengeromaner om Svendborg-knægten Peder Most, som blev skrevet i starten af sidste århundrede af forfatteren Walter Christmas, som havde været gift med en datter fra Weber-familien fra Christiansminde. Drengene i garden var klædt i de karakteristiske sømandsuniformer med hvide bukser, blå jakke og en flad, sort sømandshat.

Peder Most var i Walter Christmas’ romaner en rødhåret dreng, så derfor gik drengene i garden med rød paryk. Dengang var det kun en drengegarde. Fra 1977 optog ’Peder Most Garden’ både drenge og piger. Garden optager medlemmer fra syv-års alderen til musikundervisning samt musikere til gardens brass band, tamburkorps og trommekorps.

Peder Most Garden spiller bl.a. til byens festlige begivenheder og ved stævner. I dag er der ca. 70 medlemmer i bygarden, og de har vundet mange konkurrencer og mesterskaber – og de kunne i 2015 bl.a. kalde sig ’verdens bedste tamburkorps’.